AKT

AKT står for Adfærd, Kontakt og Trivsel. AKT sætter fokus på sociale processer omkring elevers trivsel i skolen.

En AKT-lærer kan fungere som støtte for eleverne og er også sparringspartner for andre lærere, som skal arbejde med trivsel i klassen. AKT-læreren kan bl.a. planlægge undervisning relateret til f.eks. sociale problemstillinger, udvikling af sociale kompetencer og inkluderende fællesskaber. En AKT-lærer kan også inddrages i udredning og løsning af social mistrivsel, større konflikter og mobning i en klasse eller omkring en årgang.

AKT's Formål

AKT's målgruppe er primært elever, der ikke trives.

Nogle gange kan der opstå konflikter, dårlig stemning, samarbejdsvanskeligheder, uro og lignende i og omkring en klasse. I de fleste tilfælde vil klassens lærere løse disse ting selv. AKT-lærerne træder til, hvis en enkelt elev eller gruppe elever i en klasse mistrives.

I alle situationer er udgangspunktet, at eleverne skal blive i deres egne klasser, og at arbejdet sker i et samarbejde mellem AKT-lærerne, lærere, elever, forældre, ledelse og eventuelt andre relevante personer.

Formålet med AKT-arbejdet er:

  • at flere personer skal trives.
  • at bekæmpe mobning.
  • at afhjælpe konflikter.
  • at forebygge.
  • at skabe rum for trivsel og succesoplevelser for alle parter.
  • at afdække problemstillinger, så elever i videst muligt omfang kan blive i deres egne klasser.
  • at være samarbejdspartner med lærerne omkring elever/klassen.

Lærerne laver en beskrivelse af deres oplevelse af bekymringen, og i samarbejde med AKT-lærerne laves en plan for det videre forløb.

Planen kunne f.eks. være at lave observationer, samtaler med elever eller møde med forældre/lærere.

I situationer, hvor det omhandler den enkelte elev, vil forældrene være inddraget i samarbejdet.