Undervisningens organisering
Princippet omhandler bl.a. klassedannelse, skemalægning og forskellige undervisningsformer.
Undervisningens organisering skal skabe rammer, der sikrer hver enkelt elev bedst mulig læring, dannelse og trivsel.
Elevernes placering i klasser
Skolen tilstræber, at der på klassetrinnet dannes klasser med ligelig fordeling af eleverne i forhold til bl.a. køn, etnicitet, alder og kendte udfordringer.
Skolen tilstræber gennem samarbejde med de institutioner, der afleverer børn til skolen, at danne sig indtryk af børnene med henblik på den bedst mulige klassedannelse.
Skolen tilstræber at høre skolebestyrelsen og orientere forældrene så tidligt som muligt, hvis elevtallet eller pædagogiske eller faglige forhold nødvendiggør nye klassedannelser.
I tilfælde af sammenslag af klasser træffer årgangens lærere sammen med skolens ledelse beslutning om elevernes placering i klasser.
Holddannelse
Skolen tilstræber at bruge holddannelse i klasser og på tværs af klasser og klassetrin, når det kan fremme undervisningsdifferentiering, elevernes motivation og fællesskabet på skolen.
Skolen tilstræber at bruge holddannelse til særlige faglige udviklingsforløb for fagligt svage og fagligt stærke elever.
Skolen tilstræber at evaluere holddannelsen løbende.
Elevernes undervisningstimetal
Skolen tilstræber, at undervisningstiden overholder de kommunale bestemmelser og rammer for området.
Skoledagens længde
Skolen tilrettelægger så vidt muligt elevernes skoledage, så undervisningen i indskolingen ligger i tidsrummet 08.00-14.00 og på mellemtrinnet i tidsrummet 08.00-15.00.
Skemalægning
Skemalægningen har som mål at sikre eleverne en både sammenhængende og varieret skoledag.
Skoledagen planlægges under hensyntagen til elevernes behov for pauser og tid til at spise.
Skolen tilstræber, at skoledagen planlægges, så der er mulighed for aktivitetsbaseret undervisning og ekskursioner.
Skolen tilstræber, at skemaet lægges, så den enkelte klasses musisk/kreative fag er spredt over ugen.
Vikardækning
Skolen tilstræber et højt fagligt niveau i undervisningen ved vikardækning.
Skolen tilstræber, at vikardækningen så vidt muligt foretages af en vikar, eleverne kender i forvejen.
Skolen tilstræber en vedvarende og sammenhængende vikardækning ved en medarbejders længerevarende fravær.
Undervisningsdifferentiering
Skolen tilstræber, at undervisningen tilrettelægges med hensyntagen til de enkelte elevers faglige og personlige forudsætninger.
Understøttende undervisning
Skolen tilstræber at integrere lektiehjælp og faglig fordybelse i både den faglige og den understøttende undervisning.
Skolen tilstræber, at lektiehjælp og faglig fordybelse støtter eleverne bedst muligt i at realisere deres læringsmål.
Skolen tilstræber, at lektiehjælp og faglig fordybelse understøtter elevernes sociale kompetencer, tiltro til egne evner og motivation for at gå i skole.
Skolen tilstræber, at motion og bevægelse inddrages hver dag i både den understøttende og fagopdelte undervisning.
Supplerende undervisning og specialundervisning
Skolen tilstræber at have den fornødne specialpædagogiske kompetence i personalegruppen til, at specialundervisning kan gives på skolen til de elever, der fortsat er knyttet til en almindelig klasse.
Dansk som andetsprog
Skolen tilstræber at gøre forældre til tosprogede elever opmærksomme på muligheden for undervisning af eleverne i dansk som andetsprog.
Organiseringen af undervisningen i dansk som andetsprog skal så vidt muligt tage hensyn til elevernes behov for at være en del af klassefællesskabet.